Tre spørgsmål til Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet
|
Hvad er det vigtigste tema her og nu ud af messens fem temaer; sundhed og trivsel, rekruttering, medindflydelse på eget arbejde, ledelse og kompetenceudvikling?
Messens fem temaer er tæt forbundne. Det er vigtigt, at sundhedssektoren som en del af den samlede offentlige sektor fremstår som en rollemodel for en effektiv og udviklende arbejdsplads, der sætter de ansattes sundhed og trivsel i højsædet. F.eks. har det stor betydning, at der tages hensyn til de ansatte, f.eks på et område som natarbejde. Dialogen mellem ledelse og medarbejdere skal styrkes, og der skal være fokus på at sikre medindflydelse på eget arbejde og medinddragelse.
|
|
Hvilket mål har du sat dig inden for temaerne?
Der skal fokus på efter- og videreuddannelsesmulighederne for medarbejderne i sundhedssektoren, skabes grobund for gode rammer for ledelse og sidst, men ikke mindst, skal der fokus på de ansattes trivsel. På den måde kan vi medvirke til, at arbejdspladserne i sundhedssektoren er attraktive og sunde og dermed et godt udgangspunkt for at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere.
Hvad er din vision for hverdagen på kommunale og regionale arbejdspladser?
Fremtidens arbejdspladser i sundhedssektoren bør være et af de naturlige valg for de unge. De erfarne skal mærke, at der er en reel interesse i at fastholde dem i jobbene. Medarbejderne skal opleve, at der bliver satset på dem, at de anerkendes, og at deres indsats har afgørende betydning for kvaliteten i det arbejde, der udføres i sundhedssektoren. Livslang udvikling og muligheder for målrettede karriereforløb - uanset om man er ung eller ældre er en naturlig del af hverdagen, og trivsel og sundhed er i højsædet.
|